Jeg har været på konference. En fire dage lang konference i Tallinn i Estland sammen med 339 andre nørder fra hele verden … eller i hvert fald fra 20 andre lande fordelt på alle verdensdelene på nær Antarktis. Det var 22. gang, der blev afholdt internationalt forum for undervisere, instruktører og trænere i Den motiverende Samtale; også bare kaldet MI efter det engelske Motivational Interviewing. Vi, der har gennemført et særligt træner-kursus, kan så være medlem af MINT – Motivational Interviewing Network of Trainers – og det er disse nørder, der mødes med jævne mellemrum rundt om i verden. Jeg har kun råd til at deltage, når det foregår her i Europa, så jeg har været i Berlin for 4 år siden og så i Estland i år. Nå, det var bare en forklaring om baggrunden for konferencen; nu kommer det spændende.
MI er en indstilling; en måde at samtale med andre mennesker på, hvorved deres egne grunde til forandring bliver mere tydelige, og derved bliver chancen for ændring større. Og derfor har MI bevæget sig fra startstedet på alkoholcentre i USA i begyndelsen af 80’erne til rigtig mange dele af erhvervslivet. Bøger om MI er oversat til 55 sprog, så metoden bruges på sundhedsklinikker i Mexico, fængslerne i Sverige, til de tykke børn i Japan osv. Den bruges indenfor elitesport, psykiatri, rygestop, herberger. Ambulatorier for diabetes, sårpleje, hjertesygdomme, alt muligt. Og den bruges flittigt på jobcentre, hos konfliktmæglere, sagsbehandlere m.m. Den er på vej ind i skolesystemet, hvor ældre elever lærer MI til brug som mentorer for yngre elever, eller hvor lærere vil noget andet end at prøve at overbevise eleverne om vigtigheden af forberedelse og deltagelse i undervisningen. Der er ingen tvivl om, at MI bliver anvendt rigtig mange steder.
Men virker det så? Kan man bare tilsætte lidt MI uanset, hvad man arbejder med, og så bliver det hele meget bedre? Nej, sådan fungerer det desværre ikke. Eller jeg ved faktisk ikke, om jeg mener desværre. For så ville telefonsælgere eller gambling-virksomheder jo være dumme, hvis de ikke brugte MI til at ændre vores vaner til større forbrug. Heldigvis er det en særlig kompetence, der er den største komponent for forudsigelse af succes med ændring; og det er præcis empati hos udøveren. Det er altså vigtigt, at jeg i min anvendelse af MI i mine sessioner i klinikken udøver præcis empati. At jeg rammer rigtigt med mine spejlinger og refleksioner, når jeg prøver at vise min forståelse af det sagte. Eller i hvert fald lynhurtigt retter ind, hvis jeg har misforstået noget, klienten har sagt.
For selvfølgelig forstår jeg ikke ALT præcist med det samme, men skal måske reflektere tilbage nogle gange, før jeg har den rigtige forståelse. Og det er altså villigheden til at undlade at dømme, tolke, rådgive, formane, der er så vigtig for udbyttet af samtalen. Og i stedet slappe af i forventning til, at klienten er eksperten i eget liv, kender til mange af sine egne styrker og svagheder og i bund og grund vil det bedste for sig selv. Nu vil nogle af jer tænke: ”Ja, men nu er chokolade altså rigtig godt for mig, når jeg sidder og ser tv om aftenen”. Eller: ”Det er altså allerbedst for mit nysatte hår, hvis jeg ikke går den daglige tur i den friske luft”. Eller …. Du kan nok selv lave hundrede sætninger om, hvad der er bedst for dig nu og her. Og derfor er der også en meget vigtig komponent i MI med at fremkalde grunde til forandring på længere sigt.
For du ved jo godt selv, at du ikke taber dig af at spise chokolade foran tv´et. Det behøver en fagperson ikke at fortælle dig. Og du ved godt selv, at motion og frisk luft er godt for dig. Og hundrede andre ting. Men måske kan du minde dig selv om det, hvis nogen i en samtale spørger dig respektfuldt om det og ovenikøbet viser dig præcis empati ved samme lejlighed.
Når MI tilføres andre terapiformer som kognitiv terapi, ACT (Accepteance and Commitment Therapy), narrativ terapi osv., bliver begge metoder bedre med større udbytte for klienten. Og det er ikke bare noget, jeg slynger ud, fordi jeg er begejstret for MI. Der er lavet over 100 metaanalyser over effekten af metoden, og der forskes hele tiden og udgives nye artikler og forskningsresultater. Og ud fra forskningen tilrettes anbefalinger til os undervisere, så vores kursusdeltagere hele tiden får de bedste muligheder for at få succes med metoden. Alt sammen med det formål at hjælpe klienten bedst mulig. Det er en kerneværdi i MI at have klienten i centrum og have hans mål for øje hele tiden.
Grundlæggeren af MI hedder William R. Miller og er efterhånden en ældre herre. Han er gået på pension, men deltager i det årlige forum, er knivskarp og skriver stadig bøger. Den næste hedder Therapists Matter, udkommer næste år og handler om den altafgørende rolle, der ligger i terapeuten mere end i metoden. I et gammelt nyhedsbrev var der link til en video, hvor Miller på 2 minutter fortæller om ordnerefleksen. Hvis du ikke har set den, skal du ikke snyde dig selv for denne ydmyge, kloge mand. Se her. Og så skal du selvfølgelig kigge ekstra godt på dette nyhedsbrevs foto af de danske deltagere på MINT Forum 2019. Læg især mærke til kvinden til venstre for Bill. Ja, den er god nok. Det er mig!
Jeg var til mange spændende workshops på de 4 dage. Jeg fortæller måske om et par stykker af dem i et senere nyhedsbrev. Det er svært efter så tætpakkede dage at udpege det allerbedste eller vigtigste. Men når jeg nu spørger mig selv om dette, vil jeg fremhæve tilstedeværelsen af ’MI-spirit’. Holdningen og udtrykket af accept, medfølelse, samarbejde og fremkaldelse af det, der allerede er til stede hos den anden, der derfor ikke skal påduttes noget. Al undervisning var bygget op på MI-spirit og var derfor særdeles behagelig at lytte til og deltage i. Det vil altid være et mål for mig at arbejde på denne måde.