Jeg har den sidste tid været i gang med at læse to bøger, som man ikke vil kalde faglitteratur, men som jeg absolut læser pga. mit fag. Forfatteren til begge bøger hedder Tomas Sjödin og er forfatter, præst, foredragsholder og fast klummeskriver i Göteborgs-Posten. Hans bog fra 2014: ”Det sker når du hviler” fik jeg anbefalet af en veninde, der under sygemelding af stress havde læst bogen og fundet stor trøst i den. Essensen af bogen går ud på, at vi i vores moderne samfund prøver at være så effektive hele tiden, at hvile er blevet et skamfuldt begreb. Og når vi krampagtigt prøver at handle hele tiden, går vi glip af den fantastiske gevinst i nogle gange IKKE at lave noget. At hvile og nyde at hvile. At være unyttige som dronning Margrethe talte varmt om i nytårstalen 2017.
Tomas Sjödin har lagt mærke til, at der faktisk sker ting, selv om vi ikke laver noget. Og han opfordrer til, at vi holder op med at anstrenge os og giver slip på idéen om at kæmpe os til alt muligt. Og i stedet se, om tingene eller livet kommer til os. Min veninde kunne bruge budskabet til at have god samvittighed, når hun stressramt puttede sig under et tæppe med en god bog eller bare var til stede. Jeg opfordrer alle mine stressramte klienter til tålmodighed, langsommelighed og til at give sig selv tid til at komme sig igen. Lige præcis stress kommer man sig ikke af ved at tage sig sammen og ’prøve lidt mere’ at få det godt igen. Det er simpelthen kontraindiceret. Det er lige som at sige til en ophidset samtalepartner: ”Så slap dog af”. Det virker altså stik modsat.
Sjödin skriver bl.a. om det attråværdige at kunne ”hvile i det foreløbige”. I stedet for hele tiden at knokle for at få færdiggjort det ene efter det andet projekt i huset, så en gang imellem hvile i det foreløbige færdige projekt. Altså nyde noget igangværende og ikke altid vente på at få noget klaret eller overstået. Det talte til mig, da jeg selv har haft problemer med at kunne nyde det nuværende. Se eventuelt tidligere indlæg om forventning her:
Han skriver på side 65 i bogen ”Det sker, når du hviler:
Jeg tror stadig mere på, at det er med livet som med vores gamle hus. Det er af natur noget igangværende. Det bliver ikke færdigt, for mens det varer ved, lever vores drømme og længsler. Og det er om noget en tanke at hvile i. Hvile midt i det foreløbige, for færdigt bliver det aldrig”.
Det er en sjov og meningsgivende sammenligning mellem at få et hus sat i stand og så den selvudvikling, som samfundet eller os selv stræber efter hele tiden. Når der er kommet styr på det ene, ser vi straks det næste, der ville være godt at komme i gang med. Orden på ét punkt tydeliggør rodet på et andet punkt. Vi kan blive ved med at udvikle og reparere hele tiden.
Vi perfektionister behøver ikke at slå os til tåls med noget, vi ikke er tilfredse med eller at gå på kompromis med en faglig standard. Men jeg tror, at vi alle vil have godt af at ”hvile i det foreløbige”. At acceptere at det sidste punktum ikke er sat i en sag, men at vi godt kan nyde det foreløbige resultat og ikke arbejde videre på det i en periode. Så kommer kunsten jo, at have det stående på en to-do-liste uden at blive stresset af det. Og måske skal du tilbage til projektet efter en hvileperiode eller måske sker det fantastiske, at dit syn på projektet ændrer sig. Måske er det faktisk godt nok, så langt du er nået med det. Måske ændrer noget sig, så du skal have drejet projektet i en lidt anden retning, end du troede fra starten. Eller måske ser projektet færdigt ud, når du vender tilbage til det. Tomas Sjödin vil måske hævde: ”Det sker når du hviler”.
Du kan jo prøve det.