Hvor længe må man sørge?
16. juni 2018 offentliggør Verdenssundhedsorganisationen WHO sin nyeste diagnosemanual, hvori den nye diagnose ’Vedvarende sorg’ for første gang optræder. For at få stillet diagnosen skal man have haft intens sorg i mere end seks måneder efter tabet og man skal have nedsat ens funktionsniveau socialt og professionelt signifikant. Mange vil altså have svært ved at gå på arbejde eller i hvert fald udføre sit arbejde i nærheden af normal standard. Man regner med, at det er op imod 10 % af alle, der har mistet, der rammes af vedvarende sorg.
Der har været meget i medierne og der er skrevet rigtig meget om sorg i den sidste tid, og den nye diagnose er debatemne i de fleste aviser. Således stiller Frederik Fogde i Kristeligt Dagblad fredag 15. juni 2018 spørgsmålet i sin artikel af samme navn: Bør sorg være en sygdom? Han stiller to holdninger op mod hinanden. På den ene side er hospitalspræst på Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk fortaler for, at sorg er en naturlig del af livet, som vi skal tale med vores omgangskreds om, så sorgen netop ikke udvikler sig til angst eller depression. Og på den anden side står direktør for Det nationale Sorgcenter – Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt, der ikke mener, det er et grundvilkår, når sorgen bliver så voldsom.
Sociolog på Aalborg Universitet, Anders Petersen, står lidt i midten og kan forstå begge synspunkter. Men han ser også den nye diagnose som blot et nyt element i diagnosekulturen, hvor vi de sidste årtier har flyttet almindelige dele af menneskelivet ind i diagnose-kasser og tilbyder hjælp og behandling mod dem. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret og ser også i klinikken, hvordan klienter kan blive næsten stressede af ikke at være nået så langt i deres sorg, som omgivelserne længes efter. For det er jo hårdt for vennerne at se, hvordan den efterladte sørger og har ondt i livet. En klient sagde for nyligt, at hun havde det så skidt med at tale om sorgen igen og igen, når hun godt vidste, at andre næsten ikke kunne holde ud at høre mere om den. Men det hjalp hende så meget at få lov. Og først efter 2 år havde sorgen fået et andet skær, og hun var parat til at komme videre.
Blandt mange andre steder er der i min lokale folkekirke en sorggruppe, hvor det netop er tilladt at tale om sorgen igen og igen. Man anbefaler, at man allertidligst starter op i gruppe 4-6 måneder efter tabet, så man kan klare at høre om andres tab og sorg. Det anbefales altså, at man starter op lige omkring det tidspunkt, hvor en diagnose kunne stilles. Så måske er de 6 måneder i WHO’s diagnosemanual et lidt tidligt tidspunkt at skille den almindelige og den vedvarende sorg fra hinanden.
Uanset hvad, skal min opfordring lyde: hav tålmodighed med det medmenneske, der har brug for at sørge. Spørg til velbefindende, selv om det åbner sluserne for mange minutters snak om det svære. Stil dit øre og dit hjerte til rådighed. Det er værdigfuldt og lægende for et andet menneske.
Se i øvrigt link til anbefalet litteratur, når man igen i sin sorg kan koncentrere sig om at læse her: