En klient fortæller

En kvinde i tresserne – vi kan jo kalde hende Charlotte – deltog på et af mine angstkurser i 2008 efter at have lidt af angst i rigtig, rigtig mange år. Familien og venner vidste ikke så meget om det, så det var en stor lettelse at komme i gruppen og være sammen med andre i samme båd. Charlotte kunne tage flere redskaber til sig, men angsten var stadig en stor del af tilværelsen. Så deltog hun på et nyt og stort set identisk kursus i 2012 for at friske sin viden op og blive tændt på at arbejde med angsten igen.  Hun fik endelig fortalt udvalgte medlemmer i omgangskredsen om sin angst. Og nogle blev hun vældig skuffet over, da folk, venner og bekendte kun kunne spejle sig i hendes udtalte ord, når de selv havde mærket modgang i livet. Andre accepterede tingene, som de var.

 

Charlotte havde hele tiden udført alt det, hun var bange for med sammenbidte tænder og stor kropslig uro. Så hun skulle ikke tilbage-erobre frihed til at udføre angstprovokerende ting, for hun var formand for bestyrelser, aktiv i lokale foreninger og gik rask i gang med at lære nye ting. Nej, hun skulle nærmere planlægge sin tilværelse, så hun havde mindst mulig kropslig uro i løbet af dagen, mens hun gjorde de ting, hun prioriterede højt og droppede nogle ’burde-ting’. Hun har lært, at hun bliver nødt til at leve med angsten. Den går ikke helt væk, men kan styres gennem god planlægning, fysisk aktivitet og afspænding. Og så er det blevet rigtig vigtigt for Charlotte at mødes med de gamle deltagere på kurserne, der har lyst til dette.

Vi mødes nemlig en gang om måneden for at støtte hinanden og holde fast i det gode. Charlotte siger: “Det er en udfordring at leve med angst. Derfor er det fantastisk at modtage “redskaber”, der kan hjælpe os og at opdage, at “vi ikke er alene”. Og det føles som en vitaminindsprøjtning, når vi i opfølgningsgruppen hører hinanden fortælle om vores kampe”. Udover det sociale fællesskab til samlingerne – vi havde en dejlig julefrokost i december – er der opstået et fællesskab, så det føles naturligt at hjælpe hinanden med f.eks. transport, en strikkeopskrift eller en have, der trænger til en ordentlig omgang.

Og Charlotte vil gerne gøre endnu mere. Hun er en fantastisk hjælp, når hun næste år bliver ’madmor’ for gruppen, der i slutningen af januar skal starte op på forløb med angsthåndtering for børn. Hun vil gerne være en del af indsatsen mod angst i Danmark. Så hun gør lige hverdagen lettere for 6 børnefamilier, der ikke også skal tænke på mad de dage, de går til forløb i angsthåndtering. Charlotte slutter sin fortælling af med en motiverende opfordring:  [quote]Med åbenhed og udbredelse om angst bliver vi stærkere, når vi står sammen”.[/quote]