En af mine unge klienter på 12 år, Celina, var midtvejs i individuelt forløb med angsthåndtering for børn. Hun arbejdede med sin angst for bakterier og sygdom og havde lavet en ’trappestige’, der er en hierarkisk oversigt og opskrift på, hvad der skal trænes for at kunne det, man gerne vil. F.eks. at kunne handle som andre unge mennesker, der kan tømme en skraldespand og røre vasketøj uden at skulle vaske hænder rigtig mange gange.
Vi var nået til emnet omkring problemløsning, og Celina ville gerne arbejde med det problem, at klassekammeraterne i arbejdsgruppen i madkundskab blev sure på hende, når hun ikke ville tømme skraldespanden. I klinikken stiller Celina sig op til whiteboardtavlen og skriver under vejleding løsningsforslag og konsekvenser op:
Løsningsforslag | Konsekvens |
Betale en kammerat 100 kr. for at tømme skraldespanden | Ingen bliver sure, men jeg bliver fattig |
Få det overstået og bare tømme den skraldespand | Ingen bliver sure, men jeg har 30 sekunders ubehag |
Få læreren til at skrive en seddel om bakteriefobi, så også vikarer ved, at Celina er fritaget for at tømme skraldespand | Ingen bliver sure, men jeg fortæller fortsat min hjerne, at det er farligt at håndtere skrald |
Jeg har færdigformuleret konsekvenserne, da Celina bare skrev stikord op på tavlen. Det tog ca. ti minutter og vi snakkede om hver enkelt løsning og konsekvens. Bagefter valgte Celina, at hun næste gang, bare ville tømme den skraldespand uden at overveje så meget. Hun har selv fundet metaforen, at hun har det bedst med at gå op på 5 metervippen, måske tøve lidt og så bare springe ud. ”For jeg har det mægtig godt bagefter og synes, jeg har været rigtig modig”.
Formålet med at bruge en problemløsningsmodel som denne er, at Celina selv skal vælge sin løsning for at øge chancen for, at hun rent faktisk anvender løsningen. Det er ikke motiverende, hvis jeg eller forældrene sagde til hende: ”Nej, Celina, ved du hvad? Alle andre på 12 år kan altså godt tømme en skraldespand. Det er ikke spor farligt og du kan få det overstået på 30 sekunder. Og du vil undgå, at de andre bliver sure”. Hvis vi sagde det, ville sandhedsværdien være 100 %, men ikke for Celina; hun ville både mærke skyld og finde på modargumenter. Men nu hvor det er et overvejet valg med konsekvensberegning, er der større chance for succes.
Klik her for at se problemløsningsmodellen.