For nøjagtig otte måneder siden havde jeg min første samtale med Kasper på 13 år med skoleværing. Kommunen havde prøvet flere ting for at hjælpe ham og ville nu gerne have, at jeg lavede hjemmebesøg for at hjælpe ham tilbage i skolen. Her er historien om hans vej tilbage gennem kognitiv adfærdsterapi og angsthåndtering for børn.
Kasper har altid været følsom ved skift i hverdagen; eksempelvis når han skulle have en ny lærer, et nyt fag eller et anderledes dagsprogram, som han ikke var forberedt på. Hans mor har støttet rigtig meget for at få hverdagen til at fungere; været med til børnefødselsdage, været med i skole og har de sidste 2 år passet ham hjemme, fordi han ikke har villet i skole. For da storesøster sluttede med at skulle med skolebussen, kunne Kasper heller ikke mere. Han var simpelthen for utryg til at komme afsted. Selvfølgelig har man prøvet med ekstra indsats fra skolens side, han er udredt og har sent fået konstateret atypisk autisme.
Ofte er angst en del af denne diagnose eller bliver det med tiden. Kaspers angst viste sig ved svedige hænder, rysten i fødder og stærk kvalme, når han skulle noget, han ikke kunne overskue. Ved første angstanfald blev han faktisk indlagt med ambulance og gennemtjekket fysisk. Og han kunne en lang overgang næsten kun opholde sig i sengen med beskyttende dyne over sig. Da det blev tydeligt, at det var umuligt for Kasper at komme afsted, måtte moderen tage orlov fra arbejdet og en hjemmelærer kom til Kasper en time hver dag. I starten kunne han slet ikke tale med læreren, men efterhånden lærte han hende at kende og kunne lave lidt lektier hver dag.
Men hans angst fik det ikke meget bedre. Han havde det stadig rigtig svært ved at være uden sin mor. Kunne ikke købe ind, tage en bus eller være alene hjemme uden at ringe til mor. Han kunne godt lide at spille PC og havde et netværk der, og han begyndte lige så småt at have lyst til at kunne noget mere. Han ville gerne genoptage venskab med gamle venner igen. Ville gerne kunne være på ferie med familien. Ville faktisk også gerne gå i skole igen. Og det var jo et dejligt udgangspunkt, da jeg kommer ind i billedet for 8 måneder siden. Vi aftalte at starte et almindeligt individuelt forløb med 10 sessioners op, hvor jeg kom i hjemmet hver uge og underviste og lavede øvelser med Kasper og moderen; en enkelt gang om aftenen, så faderen også kunne være med.
Da Kasper gerne vil advares om ting udover det sædvanlige i rigtig god tid, måtte jeg starte forsigtigt op med bare at hilse på ham og mest snakke med moderen. Jeg måtte huske på, at han havde svært ved at starte op på ting; f.eks. lektielavning, men han kunne godt fuldføre, når han først var i gang. Jeg var forbavset over, hvor lang tid ad gangen, han kunne holde ud at snakke med mig. Efter få sessioner kunne vi starte ud – Kasper, mor og jeg – i 20-30 minutter og så give ham en pause ved PC´en, mens vi havde voksensnak. Han behøvede ikke at høre om voksne bekymringer og valg i hverdagen, som enhver forælder til et angst barn har i overflod. Selvfølgelig var moderen usikker på, hvornår hun skulle presse på og hvornår hun skulle lade være. Hvornår han var for angst til at gøre noget, og hvornår han bare ikke gad. Når vi voksne havde snakket og måske fundet en løsning eller måske bare havde fået luftet nogle tanker, sluttede vi sammen af alle tre.
Kognitiv adfærdsterapi er et virkeligt godt koncept med nogle virkelige gode redskaber i; det er bare ikke nær alle, Kasper har kunnet bruge. Set i bakspejlet har de 10 sessioner ikke givet ham en vifte af redskaber til at klare sin angst med: Bekymringsskala, Tankejournaler, Journalistspørgsmål, Belønninger, måltrapper, Bekymringssurfing, Problemløsning, Assertionstræning m.m. De har snarere givet os et fornuftigt ”tredje” at samles om, så det ikke har været løs uforudsigelig snak for ham, men har givet os et fast program hver gang. Og så har sessionerne måske vist ham, at han ikke er alene om at have fysiske symptomer, når noget er svært. Det, der har hjulpet ham allermest, er to ting: Små skridt og mor. Her kommer forklaringen.
Kasper har virkelig haft gavn af at blive advaret om det næste skridt i vejen tilbage til skolen. Og ydermere en masse delmål i hvert skridt. I starten skulle han bare besøge sin skole i ganske kort tid sammen med sin mor. Senere kunne moderen så gå ud af klasselokalet i 5 minutter, så 10 minutter osv. Senere kunne hun vente i bilen, den korte tid, Kasper skulle være alene i klassen og først efter lang tid, kunne han faktisk afleveres i en skoletime, hvilket kunne udvides senere. Der har været et rigtig godt samarbejde med skolen og lærerne, der kendte til arbejdsmetoden og var villige til at prøve nye og langsommelige veje. Og det er de jo uddannet til. Men det er en mor ikke.
Kaspers mor var ved at gå ud af sit gode skind i starten. Arbejdet var sat på stand-by i et ukendt tidsrum. Hun havde svært ved at deltage i det sociale liv. Hun kunne ikke se en tydelig fremtid for sin søn og hendes moderhjerte havde blødt mange gange for ham. Hun havde vænnet sig til at tale på sin søns vegne og forberede hele familien på plan A og B og måske også en C´er, hvis det hele gik galt. Og så kom jeg og stillede krav til Kasper og stillede ham spørgsmål, som hun ikke måtte svare på. Det må have været rigtig svært. Men lige så stille tvang hun sig selv til at tie, så Kasper måtte tænke sig om for selv at formulere sig. Og lige så stille vænnede hun sig til at tage museskridt sammen med Kasper og udholdt en masse unyttig ventetid.
Hun lærte sig at opfinde delmål i et delmål, når det var nødvendigt. Fik f.eks. skoletaxamanden til at komme ind i huset og hilse på Kasper, når det var for stor en mundfuld for Kasper at komme ud og hilse på taxamanden i vognen. Hun fandt på små gøremål i butikker, så Kasper kunne træne at formulere sig overfor fremmede. Hun brugte belønninger på den seje måde ved at udsætte den sædvanlige hyggespise til efter, at en opgave var udført. Og hun indførte stregsystem, når Kasper gjorde noget svært; f.eks. snakke med mig. Både hun og faderen har kørt Kasper masser af gange, da han fik lyst og kræfter til at være sammen med vennerne igen. Og langsomt er en del af det sociale liv ved at vende tilbage til familien.
Dette er ikke en historie om lutter fremgang og en vej på roser. Der har også været tilbagefald og uforudsete vanskeligheder. Planer, der slet ikke holdt, når det kom til stykket, men så måtte museskridt og tålmodighed frem igen. Kasper går nu i skole indtil middag hver dag, og der er lagt plan for trinene op til fuld skolegang. Han er social i klassen og parallelklassen og kan deltage på ferier og til dels til fester i omgangskredsen. Hvis han ikke vil med, kan han blive alene hjemme uden utryghed. I forløbet om angsthåndtering udfylder børn og voksne deltagere spørgeskema før og efter kursusdeltagelse og også gerne flere måneder senere, da fremgangen plejer at fortsætte i optil ½ år uden ekstra kursus. I Kaspers tilfælde er angstens indvirkning på hverdagen faldet med 55 % nu 4 måneder efter endt kursus, men med opfølgende sessioner med længere og længere interval imellem.
Jeg håber, denne sandfærdige historie kan give andre familier håb til at gøre noget, hvis angsten er sneget sig ind og fylder i hverdagen. Og denne historie skal også give anerkendelse til alle de forældre, der knokler en hård kamp for at hjælpe deres børn på fode igen. Og måske kan den også lukke munden på dem, der har lyst til at sige til trængte forældre: ”Skulle han ikke bare komme i gang med …..?” ”Det hjælper jo ikke at ligge i sengen”. Spørg i stedet: ”Hvad kan jeg støtte med?” ”Hvad har I brug for?” Det er en bedre hjælp på den lange gåtur.
Du kan finde andre klienthistorier fra angsthåndtering for børn på hjemmesiden. F.eks. denne om Andreas.