Jeg sad alene over morgenmaden og bladrede i det sidste nye gratis-magasin LIME fra Netto fra januar 2019. Der var både artikel om angst hos børn og om den psykologiske mekaniske: hemmeligheder, når vi ikke ønsker at blive stødt ud af det sociale fællesskab. Der var gode råd til skiferien og til besparelser i det nye år. Men det, jeg fandt særligt opmuntrende, var en kort artikel af Thora Bruun Markita og Margrethe Christensen, der giver 7 råd til at finde arbejdsglæden frem. Og det kan vi jo alle have brug for en mandag morgen.
Jeg vil her kun fremhæve det sidste råd om at fokusere på de gode ting. Skribenterne lægger vægt på, at man kan gøre sin arbejdsplads til et bedre sted at være ved at fokusere på de gode sider ved kolleger, der ellers kan være noget anstrengende at arbejde sammen med. Og glæden kan også findes ved at fokusere på årsagerne til, at du har valgt at blive i dit job. Jeg vil gå det skridt længere og sige, at du ikke bare på denne måde kan finde glæden, men også dyrke den og gøre den større. Og det gælder ikke bare omkring jobbet, men også parforholdet, fritidsinteressen og hverdagens små glæder.
Omkring årsskiftet er medierne fyldt af tanker om ændringer, opstramninger og nye veje; og det kan være rigtigt givende for mange. Samtidig er der også noget fantastisk i at være tilfreds med det, man er i, hvis det ikke er dårligt for en. I søndags hørte jeg de kendte ord fra prædikestolen: ”Vi tror altid, at græsset er grønnere på den anden side”. Og præsten Johan fortsatte lige så stille: ”Men græsset er grønnere, hvor det vandes”. Og hvor har han ret! Vi kan vande det græs, vi lever på, ved at sætte pris på omgivelserne, give komplimenter, komme med positive tilbagemeldinger og dyrke en taknemmelighed frem. Jeg har før omtalt taknemmelighedsdagbog i tre uger, som en sikker vej til 94 % større optimisme. Se her.
En lignende metode kan benyttes på bare en halv time ved at sætte sig med et stykke papir, tænke på job, partner, fællesskab eller andet aktuelt og nedskrive punkter under overskrifterne:
1. Jeg sætter pris på:
2. Jeg trives, når jeg…:
3. Jeg bliver vandet af andre, når …:
4. Hvis jeg ikke var her, ville jeg savne:
5. Jeg kan vande mit græs ved at …:
Når listerne er lavet, har du gjort dig selv mere opmærksom på værdifulde ting i hverdagen, og du vil lettere få øje på dem. Du bliver nødt til at meddele dit netværk, hvordan du bedst oplever dig vandet. Det er fjollet, at de skamroser dit ydre, hvis du føler dig bedst vandet, hvis de spørger ind til dit følelsesliv eller hjælper dig med en arbejdsopgave. På samme måde må du enten spørge andre direkte eller observere virkningen, når du forsøger at vandet græsset, hvor du er.
Denne metode kan bruges, hvis du oplever dig lidt ambivalent i forhold til, om du skal blive eller se dig om efter noget andet. Og konsekvensen er selvfølgelig ikke lige stor, om du tænker på hobby eller parforhold. Hvis du gerne vil have græsset grønnere, hvor du er, kan du selv gøre noget ved det.
Du kan læse den lille artikel i LIME på side 35 og 36 her.