I Kristeligt Dagblad 22. februar 2019 skriver journalist Bjørg Tulinius om velbefindende hos de unge i Danmark. Hun sammenligner resultater fra rapporterne Børn og unge i Danmark fra Vive, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd. Her følges børnebefolkningen over tid og rapporterne giver et billede af den bevægelser og udviklingstræk i børns trivsel og opvækstbetingelser. Den første udgave af undersøgelsen udkom i 2010 og den anden i 2014. 2018-rapporten er dermed den tredje i rækken og bygger på svar fra 327.000 individer. Har du lyst til at nørde, er der link til rapporten her:
https://www.vive.dk/da/udgivelser/boern-og-unge-i-danmark-velfaerd-og-trivsel-2018-10762/
Det fremgår af rapporten, at flere unge mellem 15 og 19 år har fået det værre psykisk og især de unge kvinder. Tulinius har interviewet studenterpræst Eva Guttorm, der udtaler: ”For det har jo altid været svært at være ung. Det er en overgang mellem barndom og voksenliv, og hvor identitetsspørgsmål og usikkerhed altid har fyldt. Men vi har i dag udviklet et langt mere komplekst samfund, hvor sådan noget som identitet heller ikke bare lige giver sig selv, hvor der ikke er en tradition at læne sig op ad eller gøre oprør imod. De unge er samtidig ekstra udsatte, fordi de skal træffe valg allerede tidligt i skolen i forhold til en usikker fremtid”
Jeg tænker, at der som sådan ikke er noget nyt i den udtalelse, og jeg genkender denne usikkerhed så godt fra samtaler i klinikken. Bjørg Tulinius har forfulgt denne vinkel, da hun 2. marts 2019 bringer en artikel i Kristelig Dagblad, hvor tre generationer af kvinder er sat stævne til en snak om valg, rammer og identitet. Datter Emilie på 22 år, mor Christina på 46 og mormor Lisbeth på 72, der over en kande te snakker om forskellen på at være ung i forskellige årtier.
Mormor fortæller, hvordan hun tidligt hoppede fra en uddannelse og gjorde noget helt andet uden dårlig samvittighed. ”Jeg oplevede det ikke som en ’fejl’ eller et ’nederlag, som jeg oplever, mange unge gør i dag, hvis de ikke vælger ’rigtigt’ med det samme”. Og hun fortæller også, at det var lidt tilfældigt, hvilken uddannelse det så blev til i sidste ende. Dette er helt uforståeligt for unge Emilie, der sætter identitet og selvbillede nøje sammen med valg af uddannelse, og hvordan jobbet skal repræsentere værdier. Jeg tænker, at den opsætning stiller store krav til vores unge, der også politisk presses til hurtig opstart på uddannelse og til sikkert valg pga. loft på dobbeltuddannelser.
En anden vinkel på den øgede usikkerhed hos de unge i dag kommer fra den mellemste generation, hvor Mor Christina fortæller, at hun som ’oprør’ mod rammer og forudsigelighed i egen barndom, valgte at lade sin egen datter være i fokus og bestemme meget mere selv. Barnets ønsker og valg var vigtige og fik konsekvenser. Og med den vished i baghovedet er det jo naturligt, at vores unge tage deres valg særdeles alvorligt og føler pres til altid at vælge rigtigt.
Jeg bliver tit spurgt i en frustreret og bekymret tone: ”Hvorfor er der så meget stress og angst i dag? Hvad er det, vi har gjort ved vores samfund?” Og det er der ikke et fyldestgørende svar på. Men jeg tror en lille del af svaret er at læse her. Kravet om at lykkes. At have stillet de rette betingelser op for at kunne udvikle sig; opnå det ønskede, begrunde valg uddybende – og måske endda teoretisk eller i hvert fald ideologisk begrundet. Og ikke kun med ansvar for sig selv og for sine nærmeste, men også for de kommende generationer og den fremtidige planet. Og det er da et stort ansvar på unge skuldre.