One Day … or Day one

Du kan også lytte til indlægget

Jeg har i lang tid haft en klienthistorie liggende uden at få den sendt videre i et nyhedsbrev. En ung mand, Daniel, var ved at se sit liv gå i opløsning og tog kampen op gennem terapi. Her kommer hans egne meget beskrivende ord. Jeg håber, du kan forestille dig hans stemme med vekslende gys, forbehold, kampgejst, begejstring og stolthed.

Daniel:
Jeg stod som 29-årig, nyligt fraskilt, angst og nedbrudt med min mor og søster i armene. Min uddannelse var lige blevet udsat, da jeg ikke turde køre med bil, bus eller tog. Jeg havde ramt bunden, og måske endda fortsat igennem bunden. Mit liv var gået i stå. Hvordan kan et liv fungere uden at turde at bruge transport? Jeg vil være fanget i én by resten af mit liv. I flere uger ventede jeg bare. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg ventede på. Jeg spiste ikke og tabte mig 10 kg. Frygten for at skulle dø – trods en sund og stærk krop – fyldte mit hoved alle døgnets timer. Jeg valgte til sidst engang i november 2020 at kontakte Gitte. De første par gange talte vi meget om, hvad der var sket i mit liv og hvilke følelser, jeg gik og kæmpede med. Langsomt, som i meget langsomt, begyndte jeg at føle et meget lille lys for enden af tunnelen.

Som min søster så fint sagde: ”One Day, or Day one.” I stedet for at tænke på hvor jeg gerne vil være om mange år, så skulle jeg fokusere på de små skridt, jeg hele tiden tog. Èt skridt på en hel dag, er bedre end slet ingen skridt på en hel dag. Jeg begyndte at pleje min krop og passe på mig selv. Jeg ville være klar til den dag, det hele skulle vende rundt igen. Jeg tænkte: ”Den dag jeg lærer at bruge transport igen, skal resten af ”mig” være klar til at vende tilbage til livet”.

Den første store og ubehagelige opdagelse i terapien var, at jeg slet ikke frygtede at dø, men følelsen af at dø. Så det, min panikangst reagerer på, er følelser, som jeg ikke kender til, og så selvfølgelig tanken om ikke at vide, hvornår de kommer igen; uforudsigeligheden; det ukendte. Gitte hjalp mig med forskellige metoder til at stå igennem angsten og samtidig observere den, som dét, det rent faktisk er. Følelser i ubalance. Det er ikke farligt; ja, det er da ubehageligt, men hvis jeg kan lære at acceptere følelser, som de er, kan jeg også mestre angsten for det uforudseelige. Stille og roligt begyndte jeg at tage fat i angstens værste fjende: eksponering. Det er det farligste, man kan forstille sig, som en person med angst. ”Kom lad os gøre dét, som helt sikkert slår mig ihjel.” Det var tanken. Det skulle i stedet vise sig at være det største gennembrud, jeg nogensinde har haft.

Første gang jeg tog en tur i bilen med min farmor, var jeg sikker på, at nu skulle alt, der kunne gå galt, nok gå galt. Jeg havde det, som var jeg fuld: synet sløret, hovedet tungt og fyldt med den her uvirkelighedsfølelse. Jeg følte, at jeg ikke havde kontrol og gjorde det eneste andet, jeg kunne i den situation. Tage kontrollen. Vejrtrækning ind gennem næsen, holde vejret, puste ud. En gang. ”Det virker ikke”. To gange. ”Det er slut nu. Jeg overlever ikke”. Tre gange. Og så…. Ingenting. Alt kom tilbage, synet var alligevel ikke så slemt, hænderne var rolige, hovedet er ikke tungt. Jeg brød ud i gråd og latter på samme tid.

” You never know how strong you are, until being strong is your only option.”

Den situation som jeg frygtede mest af alt, den tanke som havde sat sig fast i baghovedet, begyndte at krakelere. Mit liv var ikke slut. Jeg havde lige overvundet det, som jeg var helt sikker på, jeg ikke kunne. Den oplevelse betød, at uanset hvad mine tanker opdigtede eller overvurderede, så kunne det være fuldstændigt lige meget. Jeg har lært at acceptere tanker, og selv når de dukker op, inden jeg skal med toget, gør jeg det alligevel, fordi jeg ved, at jeg er stærk nok. Hver dag bliver jeg kun stærkere, og hver dag tør jeg endnu mere.

Den dag i dag, er jeg begyndt på min uddannelse igen og tager toget alene hver dag i 3 timer. Hvis man tror, at man ringer til Gitte for, at hun skal fjerne ens problemer, er det spild af tid. Til gengæld kan hun lære dig at finde styrken inden i dig selv. Kampen er der kun én, der kan kæmpe, men rustningen laver man i samarbejdet. Gitte lærte mig at finde styrken til at kæmpe min kamp, men vigtigst af alt, styrken til at lade angsten stå til. Lad den komme, stige, falde… forsvinde.

One Day … or Day one…You decide.

Efter-historie:
Senere hen er Daniel blevet færdiguddannet. Han har fået fast arbejde og har fundet sig en sød ny kæreste, og det går ham godt. Da der på et tidspunkt gik for lang tid mellem togturene, kom angsten tilbage i en kort periode. Men da han kendte vejen tilbage til frihed, brugte han nogle af de gammelkendte redskaber og kom i gang igen. Det er altid vældigt skræmmende at opdage, at man ikke er HELT færdig med den angst, men at man stadig skal forholde sig til vedligeholdelse og eksponering.

På et andet tidspunkt, hvor lyst og mod til at træne var lav, fik Daniel en hjemmeopgave, som andre måske også kan bruge, når de er trænet i angsthåndtering. Her er en kopi:

Du skal vælge en eller flere metoder til at løfte modet:

1. Lave faste aftaler med dig selv OG gerne andre om eksponering. Det forpligter og lægger et blødt pres på dig for at få tingene gjort.
2. Opsøge angsten gennem eksponering og opdage igen og igen, at det er dig, der kontrollerer angsten og ikke omvendt.
3. Træne sammen med andre, fordi det er hyggeligere og du forpligter dig. De kan også opmuntre dig undervejs.
4. Føre fysisk dagbog over tanker og sejre, som du kan kigge tilbage på og få mod af.
5. Føre virtuel dagbog som ovenstående; evt. poste som en blog, som dine nærmeste venner og familie kan følge
6. Bruge Feltjournalen, så du forbereder træning og bagefter har beviser på forløbet (graf f.eks.)
7. Nedfælde gode argumenter for træning, som du kan læse, når modet svigter
8. Læs evt. https://www.gittegroenne.dk/angstens-dynamik-eller-formel/ så du får sat ord og tal på dine forudsigelser omkring træning

Ja, der er nok at gå i gang med 😊