I sidste uge underviste jeg på Region Sjællands uddannelse i den kognitive model i psykiatrien gennem Center for uddannelse og kompetence i Næstved. Jeg havde undervist samme hold tidligere på året, og nu skulle vi blandt andet se på hvor meget af det nyligt indlærte, der blev brugt i hverdagen. De havde alle haft til opgave at have fokus på selvvalgte områder, hvor den kognitive model skulle implementeres. Nogle ville gerne undervise andre i metoden, og andre ville dokumentere anvendelsen mere. Andre igen var glade, hvis de bare havde den nye viden i baghovedet, når de talte med patienterne eller klienterne. Nu havde de så haft fem måneder til implementeringen og skulle fortælle om udfaldet til mig og resten af det tyve mand store hold.
En deltager fortalte, at der var så travlt på afsnittet, at der ikke blev tid til at prøve det nye af. To tredjedele af tiden foregik i aftenvagt med stort overordnet ansvar, så der faktisk ikke var tid til samtale med patienterne, så den kognitive metode kunne anvendes. Det lød som helt umulige arbejdsvilkår og deltageren blev opmuntret til at kigge på materialet igen, når vilkårene blev bedre på et tidspunkt. Vi glemmer nemlig, hvad vi lige har lært, hvis det ikke bruges og anvendes. Vi brugte en hel time på at gå raden rundt med gennemgang af planen for implementering, problemer og løsninger, positive overraskelser og opmuntringer til resten af holdet. Da alle tyve havde fortalt om deres erfaringer, blev ordet taget af den deltager, der slet ikke havde kunnet bruge sin nye viden.
”Jeg vil bare lige sige, at det er så godt, at der er brugt tid på hele denne gennemgang. For jeg troede, at jeg ikke havde mulighed for at bruge den kognitive model, men nu kan jeg jo se, at jeg bruger den meget mere, end jeg troede. Jeg kan genkende rigtig mange ting, som jeg også gør, jeg havde bare ikke været opmærksom på det, da jeg sagde, at jeg ikke brugte metoden”. Udover, at jeg som underviser blev glad for udmeldingen om fornuftigt anvendt tid, så glædede det mig også, at deltageren kunne tage hjem med en anden opfattelse af sig selv som professionel på kursusbænken. Ved at høre andre sætte ord på begreber og handlinger, blev egne handlinger og valg så meget tydeligere.
På samme måde kan vi arbejde på at blive bevidste omkring nogle af vores handlinger og valg og formentlig sætte mere pris på dem. Prøv at tænke på sidste gang, du gerne ville gennemføre en ændring i dit liv ….. måske ville du tabe dig 3-4 kg. Måske ville du være mere klar i spyttet, når du gav udtryk for et behov. Måske ville du blive bedre til ikke at fylde så meget ind i kalenderen. Måske var det noget helt fjerde. Uanset hvad, så kan vi øge bevidstheden om ændringen ved at sætte ord på vanskeligheder & løsninger, overraskelser og opmuntringer i forbindelse med ændringen.
Når jeg sidder i samtale i klinikken, forsøger jeg ofte at tilbage-spejle udsagnet, klienten er kommet med. At reflektere det udtalte tilbage i en måske mere tydelig udgave. ”Så du fandt frem til en løsning, der virkede i situationen”. Eller ”Så lige nu har du gjort alt, du kan gøre i den situation”. Ofte øger det bevidstheden om nogle evner, klienten ikke lige havde tænkt over. Og andre gange kan jeg sidde i en sammenhæng i privatlivet, hvor en i gruppen pludselig siger: ”Det havde jeg slet ikke tænkt over; det gør jeg faktisk også selv. Det er da super smart”. Så omtale af en andens evner, gør ens egne evner synlige på en god måde. Jeg tænker derfor, at det er virkelig gavnligt at have nogle positive snakke om det, der er svært. Så man ikke trækker hinanden ned i håbløshed, men op med opmuntringer.
Det er både gavnligt at begrebsafklare, finde eksempler i hverdagen og give sig tid til at nyde det, der faktisk fungerer. Der er nok opmærksomhed på alt det, der ikke fungerer. Både i eget liv, i samfundet og i medierne. Men at fremelske en opmærksomhed på gode evner og ting, der lykkes, kan give et nyt syn på dagen. Lige som den føromtalte kursusdeltager, der pludselig fik øjnene op for, at hun faktisk godt kunne bruge mange elementer fra den kognitive model. Hun fik en hel anden formiddag, end hun havde regnet med. Jeg håber for dig, at du også kan vende en lidt træls dag til en bedre ved at spotte nogle af de gode ting, du gør. Ved at italesætte nogle udfordringer, som du har klaret eller problemer, du har løst. Pøj-pøj med det.